• Betjent såret i synagogeeksplosion - mand med palæstinensisk flag jagtes

    ソース: BDK Borsnyt / 24 8 2024 11:34:03   America/Chicago

    En betjent er lørdag blevet såret af en eksplosion ved en synagoge i det sydlige Frankrig, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at han er uden for livsfare. Ifølge den franske tv-station BFMTV, der har talt med en politikilde, er der tale om Beth Yaacov-synagogen i La Grande-Motte i regionen Languedoc-Roussillon. Den offentlige anklagemyndighed, som beskæftiger sig med antiterror-området, skal stå for efterforskningen. Det siger Frankrigs premierminister, Gabriel Attal. - En antisemitisk handling. Igen er vores jødiske borgere mål for angreb, skriver Attal på det sociale medie X. William Maury fra den franske politiforening Alliance Police Nationale bekræfter eksplosionen på X. - Et køretøj eksploderer foran en synagoge ved La Grande-Motte. En kommunal politibetjent såret. - Antisemitisme er en plage, had fører til døden. God bedring til vores kollega, skriver han. BFMTV melder, at eksplosionen skete omkring klokken 8.30 lørdag morgen. En person skal på videoovervågning være set forlade stedet kort før eksplosionen. Ifølge AFP jagter politiet en mand, der - iført et palæstinensisk flag om livet - mistænkes for at have antændt flere brande ved synagogen. På overvågningsbillederne ses manden bære to flasker med gullig væske, lyder det videre. To biler uden for synagogen blev sat i brand, og en gasflaske eksploderede sandsynligvis derefter inde i en af bilerne, har politiet oplyst. To brande blev også startet ved indgangen til synagogen, men de blev hurtigt slukket. To døre blev beskadiget. Den afgående franske indenrigsminister, Gerald Darmanin, har anmodet præsident Emmanuel Macron om øget myndighedstilstedeværelse foran jødiske institutioner. På X skriver Gerald Darmanin, at alle kræfter sættes ind for at finde den formodede gerningsmand. Emmanuel Macron kalder hændelsen for en "terrorhandling" og tilføjer på den sociale platform, at "kampen mod antisemitisme føres dagligt". Der var ingen gudstjeneste i gang, men en rabbiner og fire andre personer var inde i synagogen, da hændelsen fandt sted. De slap alle uskadte derfra. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/betjent-saaret-i-synagogeeksplosion-mand-med-palaestinensisk-flag
シェアする